Store Græssere

Store græsædende dyr i den danske natur

Store herbivorer tilskrives stor værdi i genskabelsen og etablering af natur med stor biodiversitetsværdi. De tilskrives nok også en rolle som de ikke nødvendigvis har haft i den danske natur før menneskets dominans i vores landskab. For at starte ved starten må man stille spørgsmålet hvad er natur? Terrestrisk natur er den flora og fauna som er tilpasset en til en hver tid given hydrologi og jordbundsforhold og som ikke er i produktion. Går vi tilbage til tiden før menneskernes dominans i Danmark viser bl.a. pollen og DNA undersøgelser at danmark i mellemistider var domineret af skov. Lader man områder stå hen i mange år uden påvirkning af større dyreflokke vil landskabet undergå en succession fra græsser over buske, mindre træer og ende i fuld skov. Mange argumenterer for at landskaberne også har været domineret af store græssende dyreflokke og naturlig tilstedeværelse af prædatorer og at de derfor har været typisk græsland. Vi tror at man skal se mere nuanceret på natur. Der er ingen tvivl om at der har været store tundralandskaber med græsstepper mellem Danmark og England i forbindelse med istider. Set over en længere tidshorisont må man konkludere at der derfor ikke er en specifik oprindelig natur i Danmark. Blot indenfor de sidste 20 år er en lang række dyre- og plantearter kommet til Danmark som en “naturlig” konsekvens af klimakrisen, fordi klimaet i Danmark er blevet varmere men også fordi naturen er kraftigt påvirket af stigende næringspåvirkning grundet det intensive produktionslandbrug.

Når vi ser at antallet af insekter er på katastrofekurs og mere end 70% af vores insektfauna er uddøde lokalt og at antallet af arter er minimeret til ekstremt små sårbare populationer skyldes det at vores natur er blevet ekstrem næringsrig. Det er ikke mærkeligt når svineproduktioner og intensiv byg produktion dominerer landskabet. Der afgives så store mængder kvælstof at det er de få generalister som man ofte kalder det beskidte dusin som dominerer landskabet. Til disse hører blandt andet stor nælde (brændenælde) med planten følger en række insekter blandt andet takvingerne nældestakvinge, dagpåfugleøje og admiral som over de sidste 40 år er eksploderet i antal. Hvor imod en meget lang række andre dagsommerfugle er forsvundet eller helt uddøde i Danmark, fordi værtsplanterne ikke kan klare sig i konkurrencen i den næringsrige jord.

Vores, måske romantiske, ide om den ideale natur, er en natur, som er kendetegnet ved en meget stor artsrigdom af både flora og fauna. Vi vil så gerne opleve en masse spændende dyr og planter på vores sjældne vandreture i naturen.

En artsrig natur findes i næringsfattig jord, hvor konkurrencen giver andre arter end de hurtigvoksende planter en konkurrencefordel. Når der er mange forskellige værtsplanter så vil der naturligvis også komme mange forskellige insekter som ikke er generalister men specialiseret til at leve på netop en eller 2 forskellige plantearter.

Den næringsfattige natur også kaldet græslandsnaturen eller tidligere kaldt overdrev, af forskellige typer, opstod i middelalderen og var mere og mere dominerende op til slutningen af 1800 tallet. Bønder levede i landsbyer hvor den nære jord blev udnyttet til marker og den mindre tilgængelige jord fungerede som græsnings areal for landsbyernes køer, heste, grise og får. Det betød at skov og krat blev lysåbent og græs- og urtearealer blev næringsfattige. Dette skabte et grundlag for en stor plante og insekt diversitet. Mange fuglearter trivedes også i denne naturtype. Mange af de ovennævnte næringsfattige naturtyper findes i dag kun i meget små arealer og populationerne er yderst sårbare.

Så konklusionen på store græssere er, at de løser et problem med at holde successionen nede, skabe variation og reducere næringsmængden. Brugen af heste, bison o. lign. er den rigtige løsning, hvis man skal skabe forskellige typer græslandsnatur. Spørgsmålet er som om de skal være vilde med dertil hørende naturlig reproduktion og om man skal tilføre ulve eller los for at skabe en naturlig balance. Det sidste spørgsmål ligger udelukkende i arealstørrelsen. Hvis arealet er for lille må første valget være bortskydning eller flytning af overskudsdyrene. Hvis man fjerner den naturlige reproduktionsadfærd, vil sølehuller og naturlig variation i græsningsadfærden også blive påvirket. Spørgsmålet om dyr må sulte er efter vores mening igen afhængig af arealstørrelse og prædationstryk. Så længe at dyreværnsloven overholdes og dyrene tilses og dyrene vurderes at have en naturlig årtidsvariation af huld vil funktionen som vigtigt led i fødekæden kunne bibeholdes.

Når vi ser på andre arter som hjortevildt, mener vi at den naturlige populationstæthed på ingen måde er i balance hvis hegnene bliver konstrueret så hjortevildt kan passerer. Så snart hjortevildtet er uden for naturområdet bliver det bortskudt til en bestandstæthed som ikke generer produktionslandet, men funktionen for arten i naturen forsvinder. Men ønsker man ikke hjortevildt i naturlig balance vil man kunne reducerer hegnsstørrelsen på naturindhegninger.

Krondyr kan optræde i store flokke (rudler). De færdes meget og påvirker plantevækst og jordbund både gennem deres græsning og gennem deres øvrige aktiviteter. Dyrenes veksler med optrampede områder og sølepladser skaber temporære pytter og vandhuller, der er levested for smådyr, og de lysåbne stikanter og bredder er gode spirebede for små og lyskrævende planter. Mange års græsning med kronvildt kan udvikle lysåbne skovpartier med karakter af græsningsskov, idet dyrene især bider hårdt på yderståendende træer og buske og dermed hæmmer tilgroning af skovlysninger og -bryn, mens bidpåvirkningen aftager, når de samme arter står i tætte bevoksninger.  Det ses både i dyrehaver som Tofte og Høstemark Skov, men også i skove med fritstående kronvildt.  Læs mere om krondyr på miljøstyrelsen.

Når Naturarkitekterne projekterer et naturprojekt, ser vi efter en række faktorer - læs mere her